Classic Scooter From Denmark to Italy and back

In late May 2024 I was part of a group of 10 classic scooters, who took the long trip through Denmark, Germany, Austria, Italy and back. All classic two-stroke Vespa and Lambretta’s. This is my story of the ride, the challenges and the adventure.

This is also the first time I have done my own voice-over on a video. There was just so much to tell.
I will likely make some smaller videos with music from some of the great pieces of road from the trip.

Feel free to comment or ask any questions if you have any.

00:00 Intro
00:37 Day 1: Start from Peters Garage
03:40 Norther Germany
07:47 Day 2: Bad Brückenay / Germany
08:35 SIP OpenDay @SIPScootershopTV
10:12 Day 3: Landsberg am Lech / Germany
13:05 Trouble in Innsbruck?
15:21 Day 4: Innsbruck / Austria
18:53 Reaching Italy
20:34 Going up a mountain
23:21 Day 5: Visiting Egig Performance
25:14 Day 6: Leaving Gudon
26:50 Passing Lake Garda
30:16 Day 7: Leaving Bergamo
34:32 Ending

Jeg har i længere tid gerne ville køre en længere tur. Længere end de dagsture man tager hver weekend, når solen skinner. Et eventyr! Så sidste vinter meldte jeg mig til en gruppetur fra Danmark til Alperne, og tilbage. En tur på næsten 3000 km, på lidt over en uge. FRA DANMARK TIL ITALIEN OG TILBAGE? …eller Få Ondt i Rumpen og Se Alperne! Jeg bor i København, så min rejse begyndte med at køre sydpå til Peters Garage – det ‘officielle’ startsted. Peter, der har arrangeret turen, har et lille klassisk scooter-værksted, og er grunden til, at mange klassiske scootere stadig er kørende i den østlige del af Danmark. Vi var 10 kørere med på turen: 8 fra Danmark og 2 fra Sverige. Alle klassiske totakts Vespa’er og Lambretta’er. Alle "optimerede" til at holde et godt tempo og klare bjergene. Jeg valgte at køre på min Lambretta. En TV175 tidlig serie 3 fra ’62. Den har et 198cc Mugello-kit og moderne skivebremse foran. Den render 100+ kilometer i timen, hvis man presser den lidt. 7 af os mødtes i garagen sent torsdag aften for at køre hele natten og ind i den næste dag. 3 var startet allerede om morgenen, for at få et forspring og faktisk sove om natten. Fra starten omkring midnat kørte vi direkte sydpå, for at fange færgen til Tyskland. Da vi var så sent om aftenen, var der næsten ingen trafik, og vi var i stand til at holde et godt tempo. Desværre begyndte en af ​​scooterne at få problemer. En nyligt renoveret small-frame Vespa drillede. Køreren var sikker på, at den ikke ville overleve den lange tur – så han tog beslutningen at vende om og trille hjem, før det blev rigtig slemt… Men efter et par timers søvn besluttede han faktisk at hoppe på sin touringcykel, og tage autobahn’en til vores første hotel. Når du kaster dig ud i at tage på en så lang tur, på en gammel scooter, gør du det med risikoen for at noget går i stykker. Du kan modificere og vedligeholde din scooter alt, hvad du vil – risikoen er der altid. Også om du så kører på en moderne scooter eller motorcykel. Men du forbereder dig så godt du kan – medbringer ekstra kabler, bolte, værktøj med mere. Hvis du ikke kan fixed det selv, er der måske en i gruppen, der kan. Du accepterer, at der er en chance for, at scooteren ikke klarer det – men du forbereder dig bedst muligt, og gør oddsene til din fordel. Det er en del af eventyret. Efter et par timers kørsel nåede vi færgen til Tyskland, og fik et helt dæk på færgen for os selv. Turen igennem Nordtyskland gik ganske glat. Det var som om tyskerne slukkede alle lyskryds om natten: Vi kunne køre lige igennem by efter by, uden stop. Kør omkring hundrede kilometer – tank op – gentag. Igennem hele natten. Ved 4-tiden om morgenen kom solen op og mørke blev til smuk solopgang. Men efter at have kørt i 7 timer i træk begynder du at mærke dine ben, rumpe og ryg. Turen hed ikke ‘Smash your a** and see the Alps’ bare for sjov. – men så rammer man en fantastisk strækning, og alle bekymringer forsvinder. Øst for Hannover mødte vi de 3 der var kørt tidligere end os. De var veludhvilede – og vi var begyndt at føle os lidt trætte – men ikke så meget som frygtet. Desværre havde en af ​​de nyere PX’er et problem. Den lækkede olie fra pakning i motoren. Ikke en reservedel, vi havde med os, og sandsynligvis et tegn på, at noget værre var galt. De betød at vi desværre måtte efterlade endnu en deltager og fortsætte videre. Nu 8 kørere fortsatte vi sydpå gennem det grønne, flade Tyskland. Efter et mindre problem med Peters small-frame, nåede vi endelig frem til hotellet sent på aftenen, fik lidt mad, en øl og noget velfortjent søvn. Næste morgen gik turen mod Landsberg am Lech, cirka 350 km væk. Nu 9 kørere: 8 klassiske scootere og én motorcykel. Efter et par timers kørsel slog vejret over i regn. Ikke ideelt, men alle var forberedte. Om eftermiddagen ramte vi endelig Landsberg am Lech – SIP’s hovedkvarter. SIP er en af ​​de største leverandører af scooter reservedele i verden, og de afholdt deres årlige "SIP Open Day" – og dette år deres 30 års jubilæum. Det skulle vi da være en del af. En fantastisk begivenhed! Hundredvis af scootere, fest, musik, øl, mad og masser af sjov. …og en dyno. Rune fra vores gruppe havde sin Lambretta på dynoen og testede hele 42,6 hestekræfter. Da arrangementet sluttede, var det videre til et lokalt hotel, for mad og en god nats søvn. Vi startede dag 3 med et hurtigt tjek i en lokal garage. Tak til Elvis for godt selskab og lån af plads og værktøj. Så kørte vi faktisk tilbage til SIP. Man kører ikke igennem dette område på scooter uden det obligatoriske SIP foto. Så tog vi igen sydpå. Mål: Østrig og Alperne. Nu ændrede landskabet sig virkelig. Det var fantastisk endelig at se bjerge i horisonten. Da man kom ned imod Innsbruck, kom bremserne virkelig på overarbejde. Et fald på 16 % over 2 km – det er stejlt Det betød at du konstant skulle balancerede for- og bagbremser for ikke at over-ophede dem. I Innsbruck havde vi en længere pause og frokost, inden vi begav os ud af byen. Har var jeg temmelig uheldig. Langsomt accelererende rundt om et hjørne, op ad bakke, stoppede min scooter pludselig. Motoren kørte, gearene føltes ok, men den flyttede sig ikke. Vi fik den trukket af ​​vejen, og fandt ud af hvad der var galt. Den bagerste drivaksel var gået i stykker. Enden med bolten var knækket af, hvilket betød at baghjulet var løsnet og sat sig fast. Heldigvis var der ikke sket noget med mig eller andre. Dette var en af ​​de få originale dele tilbage i motoren. Efter 60 år og 40.000 km var det måske noget, der skulle have været skiftet flere år siden – men det er nemt at sige, efter det gik i stykker… Vi vidste alle, at det ikke var noget, der var nemt lave. Vi begyndte at google lokale værksteder, og jeg ringede til min vejhjælp. Dette var søndag, så det ville mindst tage et par dage at komme op at køre igen – hvis muligt. I mit hoved var min tur slut her. Resten af gruppen kunne ikke vente så længe på mig. Jeg skulle hjem alene – på min scooter eller med et fly. Men… Undervurder ikke, hvordan scooter-miljøet kan hjælpe dig i nød. Lige som vejhjælpen rullede ind, var vi pludselig heldige. Gennem en, der kendte en i Østrig – der endte en i Innsbruck, lykkedes det os at komme i kontakt med en lokal fyr, som: …havde en ny drivaksel og en garage, vi måtte låne …og han boede kun 15 minutter væk. Så efter en hurtig tur op ad bjerget mødtes vi med Peter fra ​​den lokale scooter-klub, som allerede havde sin garage klar til os. Hurtigt blev Lambrettaen lukket op, og der blev monteret et helt nyt drivaksel. Blot få timer efter nedbruddet var scooteren kørende igen. Da han ikke ville tage imod mere end værdien af ​​reservedelene, gav jeg vores redningsmand alt, hvad jeg havde af danske scooter-patches og klistermærker. Og, oven i det, hundrede meter længere oppe ad vejen havde et andet medlem af den lokale scooter-klub et ‘gast haus’ – et lille hotel, med aftensmad klar og seng at sove i. Hvad der startede som noget af en katastrofe, endte bedre end vi kunne have håbet på. Næste morgen fik vi selskab af hotellets ejer og lokale Peter, som fulgte os ud af byen. Vi sagde farvel til de to lokale og fortsatte sydvest mod Italien. Helt fantastiske veje, sving, landskab … og masser af tunneller. Når det gælder smallframe Vespa’er, er der én fyr i Norditalien, som virkelig flytter nogle grænser og laver nogle vilde motorer: Erich fra Egig Performance. Erichs familie har et hotel i den lille by Gudon. Det var vores hjem de næste to dage. Da vi var på hotellet allerede midt på dagen, efterlod vi de tunge tasker på hotellet og tog en hurtig tur op ad ‘Alpe di Siusi’. 2.350 meter bare for at nyde udsigten. Vejrudsigten så ikke god ud, så vi besluttede at blive en ekstra dag på hotellet – og da det ikke regnede endnu, tog vi en hurtig tur for at besøge Egig’s værksted. Et meget professionelt værksted og et fedt sted at hænge ud. Peter havde på fornemmelsen, at der var noget galt med hans small-frame, så de kørte et par ture på dyno’en.. …og det endte ikke helt godt. Hvis din smallframe-motor nu skulle gå i stykker, så var det her ikke det værste sted det kunne ske. Så mens Peter fuldstændig genopbyggede sin motor, slappede vi af og fik chancen for at teste en af ​​Egigs prototyper. Efter et par timer var scooteren kørende igen. Næste dag kørte vi mod sydvest. Efter et par timer med fantastiske veje og landskab ramte vi vestsiden af ​​Gardasøen. En meget charmerende strækning med fantastisk udsigt og små tunneller. Efter en god frokost tog vi mod vest igen, i håb om at undgå den indkommende regn. Efter et hurtigt stop hos en lokal Vespa-mekaniker, efter nogle få ‘just in case’ reservedele, indhentede regnen os. Når jeg ser tilbage, følte jeg, at det blev sværere og sværere for mig at holde trit med resten af ​​gruppen. Men scooteren lød fin, så jeg tænkte ikke så meget over det. Efter et stykke tid stoppede regnen, og vi fandt et hotel øst for Bergamo. Næste dag var planen at begynde at trække hjemover. Der var ikke meget tid tilbage, så hvis vi skulle ramme Danmark søndag, skulle vi til at komme nordpå. Men tingene gik ikke som planlagt – i hvert fald ikke for mig. Den morgen blev sværere og sværere at følge med i gruppen, og ved nogle stop gik scooteren i stå, og jeg var nødt til at holde omdrejningerne oppe for at holde den kørende. Der var noget galt. Efter noget tid på hovedveje mistede jeg tydeligt kraft og topfart, og det blev kun værre. Da jeg ikke ville strande i en tunnel, tog jeg en hurtig beslutning om at dreje af. Den helt rigtige beslutning, da scooteren døde, lige da jeg trillede af hovedvejen. Det så ikke godt ud. Vi forsøgte alt, hvad vi kunne, for at få den i gang igen, men kom til sidst frem til, at blad-ventilen i indsugningen var knækket. Ikke lige en del jeg havde i tasken – og noget vi ikke lige kunne få fingrene i. Oven i købet var der en chance for, at den knækkede blad-ventil havde skadet cylinderen. Da vi var presset for tid, besluttede vi, at resten af ​​gruppen måtte fortsætte. Her var jeg igen: Havareret. Klart ikke den slutning på min tur, jeg havde håbet på. Noget af en mavepuster. Jeg troede, at jeg havde haft mit nedbrud og overlevede det. Du accepterer, at der er en chance for et nedbrud – men for filan, det er stadig surt… Efter lang tids venten, grundet noget kommunikationsrod ved vejhjælpen, vurderede jeg mine muligheder… Hvis jeg var rigtig heldig, kunne jeg få min scooter transporteret til et værksted, der kunne ordne det næste dag – men mere sandsynligt, et stykke ind i næste uge, hvis vi skulle vente på reservedele. Så skulle jeg køre over 1000 kilometer, hen over Alperne, alene, ikke i en gruppe længere, på en scooter der forhåbentlig var fikset … med stadig med chance for yderligere et nedbrud. For mig virkede det ikke som den bedste plan. Så til sidst besluttede jeg at forlade scooteren og tage hjem alene. Jeg lavede en aftale med en lokal pladesmed, om at jeg kunne parkere scooteren i deres garage. Tørt, overvåget og låst om natten. Jeg tog så til Bergamo, hvor jeg kunne sætte mig på et fly næste morgen og tage hjem. Men jeg havde stadig en scooter strandet i Norditalien – ikke den fedeste følelse. Jeg kunne virkelig mærke, at jeg havde efterladt noget der betød noget – og jeg var virkelig i tvivl om det her var den rigtige løsning. Jeg måtte have den gamle italienske dame hjem… Jeg kiggede efter lastbiltransport til Danmark. Ikke rigtig en mulighed, hvis scooteren ikke allerede står på en palle. Jeg kiggede på at leje en lille varevogn og køre til Italien for at hente den. Det kunne klares på 3-4 dage. At leje en varebil i et par dage er ikke så slemt – men at leje den for 3000 km gør det en hel del dyrere. Til sidst henvendte jeg mig i en af ​​de større danske scooter Facebook-grupper, og spurgte om nogen kunne hjælpe eller havde nogle erfaringer. Min far gjorde også det samme i en klassisk bilrelateret gruppe. Ligesom med den knækkede drivaksel i Østrig, var miljøet omkring klassiske scootere klar til at hjælpe. Mængden af ​​medfølelse og hjælpsomhed var enorm. Jeg følte virkelig, at folk, der ejer en klassisk scooter, motorcykel eller bil, kender eller forstår frustrationen og vil gerne hjælpe. Jeg fik en masse gode råd og forslag, og et par dårlige .. men langsomt begyndte mulighederne at åbne op: Specifikke personer eller virksomheder jeg kunne kontakte. Et par, der havde deres klassiske sportsvogn med til Italien, tilbød at tage scooteren med tilbage. Efterhånden henviste flere personer mig til en dansk knallertentusiast. Han var allerede på vej til Italien for at hente et par klassiske knallerter – og han kunne samle scooteren op mandag morgen. Det var en lettelse at se et billede af scooteren bag i en varevogn! – og efter at have turneret rundt i Italien nogle dage, landede scooteren hjemme i Danmark. Præcis som jeg havde forladt den. Et par uger efter nedbruddet var scooteren kørende igen. Som forventet: En knækket blad-ventil og lidt ubetydelige skader på cylinderen. Men hvad med resten af ​​gruppen? De klarede turen de sidste 1500 km hjem, gennem timers regn, over de sneklædte alper og ned på den anden side. – med et par mindre problemer, men ingen større nedbrud. Hvilken tur! For filan, hvor ville jeg gerne have været med det sidste stykke… men stadig noget af et eventyr. Tak til alle de fantastiske mennesker, som var med på turen! En særlig tak til Peter for at arrangere turen – og al den tekniske hjælp. … og tak til Peter fra Innsbruck for hjælp med reservedele. Tak til Erich fra Egig for hjælpen og for at lade os hænge ud. – og Francisco fra plade-værkstedet for tag over min scooter, de få dage den var alene. …og tak fordi du så med. ‘Like’ videoen, kommenter, del, hvad som helst… Husk at abonner for flere scooter-videoer.